Karens side juli/august

Sommerdagene den 23. og 24. maj blev nogle dejlige dage. Vejret var ikke det bedste, men heldigvis havde vi varme i teltet.

Torsdag formiddag var 5.klasse fra Bording skole her og gav opvisning på nogle danse. Det så rigtig festligt ud, og vi overvejer om det er noget vi skal have på programmet til vores onsdags dans. Efterfølgende var der forskellige aktiviteter hvor nogle spillede kortspil, andre stavlede klodser (indtil de væltede).

Eftermiddagen bød på sang af og med seniorkoret fra Kærmindeparken. Aftensmad i teltet var grillpølser og is. Aftenen sluttede af med oplæsning af et eventyr, og derefter lyttede vi til et stykke musik, inden vi sagde tak for i aften.

Fredag formiddag kom Elly og Kristian og spillede og sang for os, og allerede der begyndte flere at varme op til dansen om aftenen.

Til festen om aftenen havde Hjerter 7 lavet helstegt pattegris med alt det tilbehør man kunne ønske sig. Til dessert fik vi Kærmindeparkens hjemmelavede æblekage.

Citrondrengen spillede under middagen og efterfølgende var der mulighed for at svinge træbenet, hvilket mange benyttede sig af.

Det kan godt være der er ekstra arbejde og lange dage når vi holder sommerdage og andre fester, men den glæde man oplever vores beboere har og den gnist man kan se i øjnene er det hele værd.

Seniorkoret sang torsdag en sang ”Kære Øjeblik” og det er jo lige det det handler om, at skabe lykkelige øjeblikke.

Lykkelige øjeblikke varer ikke så længe, men til gengæld kan man leve længe på dem bagefter.

Med ønsket om en rigtig god sommer til alle.


EN HOLDNING TIL OMSORG

Lydhør omsorg med nærvær og varme - altid med afsæt i det enkelte menneske, dig som beboer, dit liv, dine ønsker og behov.