Karens side november

 

Lige nu er vi omgivet af de smukkeste efterårsfarver, men det minder os samtidig om, at vi går den mørke tid i møde, men også den hyggelige tid med pyntning til jul og måske en forventning om en gave.

Somme tider kan man godt få en gave selvom det ikke er jul og det er lige netop hvad der er sket for Kærmindeparken. En anonym giver har nemlig doneret 20.000 kr til vores bus. Vi respekterer selvfølgelig at giveren vil være anonym, men hvem end du/I er, så vil vi gerne sige tusind tak.

Vores beboere og dagbeboere har rigtig meget glæde af bussen og den er med til at give dem mange gode oplevelser.

Når vi nu er ved bussen, vil jeg gerne takke vores frivillige chauffører fordi de altid så velvilligt stiller op, det være sig til udflugtsture men også at køre beboere til familiefester og lign.

Julen på Kærmindeparken starter allerede onsdag den 27. november hvor vi julepynter i hele huset. Allerede dagen efter skal vi have tændt det store juletræ uden for cafeen. Traditionen tro kommer der ca. 100 børnehavebørn som vil hjælpe med dette.

På grund af en indskrænket økonomi i 2020, bliver vi desværre nød til at sige farvel til de fleste af vores flexjobbere. De har varetaget mange opgaver såsom tøjvask, anretning af mad og forskellige aktiviteter med beboere og det bliver svært at undvære dem, men det er desværre en nødvendighed.


EN HOLDNING TIL OMSORG

Lydhør omsorg med nærvær og varme - altid med afsæt i det enkelte menneske, dig som beboer, dit liv, dine ønsker og behov.